Besøg på Neues Museum i Berlin. Så blev det endelig tid til et besøg i Berlin og en masse museer, herunder selvfølgelig Neues Museum på Museums Insel. Museet genåbnede sidste år (2009) d. 17. oktober.
Billetterne var booket og betalt i forvejen på museets hjemmeside. På denne måde undgår man de lange køer. Der var nu også var kø ved indgangen for os med forudbestilte billetter. Det tog dog ikke mere end et minuts tid at komme ind, så det kan absolut anbefales. Billetter kan bestilles her.
Besøg på Neues Museum var blot ét af adskillige museumsbesøg på en fem dage lang tur til Berlin. Derfor var det først og fremmest den ægyptiske samling, vi gik efter at se.
Men det restaurerede museum er i sig selv et besøg værd med mange fantastiske, arkitektoniske detaljer fra både før og nu. Se denne film om museets genfødsel. Den fine museumsbutik med (fortrinsvis) bøger kan også varmt anbefales. Scala Publishers har udgivet et katalog med 100 mesterværker fra samlingen. Se mere her.
Besøg på Neues Museum i den ægyptiske samling
Samlingens verdensberømte genstande er for de flestes vedkommende udstillet i enkle glasmontrer. De er opstillet tematisk med overskrifter som “Farao”, “Blokstatuer”, “Skrivere” mm. Der er gjort en dyd ud af belysningen, og alle genstande er ualmindelig smukt præsenterede.
Neftertiti har sit eget rum og står lidt alene, men i salene omkring hende finder man museets øvrige Amarnagenstande. I underste etage er der blandt andet udstillet kister, mumier, dødebøger og andet, der har med død og begravelse at gøre.
Vi stødte på en børneomvisning nede i kælderen. Det var sjovt at høre børnenes spørgsmål til den unge, tyske omviser. Det er nemlig nøjagtigt de samme spørgsmål børn stiller til børneomvisninger på Glyptoteket.
Ungerne var bl.a. meget interesserede i, om omviseren dog ikke kunne åbne montren med mumierne i. Bare så de selv kunne undersøge om det nu forholdt sig sådan, som omviseren fortalte.
Mere om genstande på museet her.
Museumskataloget omtalt ovenfor hedder: Egyptian Museum and Papyrus Collection, Berlin. 100 Masterpieces. Kataloget er skrevet af Dietrich Wildung, Fabian Reiter og Olivia Zorn. Det er udgivet af Scala Publishers 2010. Det kostede €20 i museumsbutikken.