Hundemosaik fra Alexandria. Billedet forestiller resterne af en særdeles veludført mosaik, fundet i Alexandria i Ægypten. Mosaikken blev fundet da man gravede fundament til det nye Bibliotek i Alexandria. Mosaikken stammer fra det 2. århundrede f. Kr.
Hunden sidder og kigger fiffigt på beskueren. Måske fordi den ved, at den har lavet unoder. Ved siden af hunden ligger nemlig en væltet bronzespand.
Hunden har halsbånd på, så der er ingen tvivl om at man i datidens ptolemæiske Alexandria holdt hunde som kæledyr. Sikkert også som vagthunde, men denne her ser nu ikke så forfærdelig bidsk ud.
Se hundemosaik fra Alexandria her. Mosaikken er udstillet på Bibliotheca Alexandrinas museum, der iøvrigt rummer en del andre fine ting fra det gamle Ægypten.
Museet på biblioteket må ikke forveksles med det store Græsk-Romerske Museum i Alexandria. Da vi besøgte Bibliotheca Alexandrina i 2004 stod mange hylder stadig gabende tomme.
Vi har ikke været der siden, men håber, at boghylderne har fået mange flere bøger end dengang for fem år siden. Den generelle hjemmeside, der findes her, indeholder info om stort set alt, der angår biblioteket. Via dette link kommer du til siden med The Zahi Hawass Centre. Centeret, der er en del af biblioteket, beskæftiger sig med ægyptologi.
Få inspiration til mere info om det gamle Ægypten her.
Indlægget er oprindeligt udgivet den 31. juli 2009. Opdateret med blandt andet nye links den 18. juli 2020. Vi har i øvrigt besøgt Biblioteket i Alexandria siden, og kan meddele, at der sker uendeligt meget mere på bibalex end ved første besøg i 2004.