Memnonkolosserne

Memnonkolosserne Luxor. Engang markerede de to ødelagte kolosser indgangen til et af de største templer på Luxors vestbred. Templet var rejst af farao Amenhotep III. Her skulle hans minde holdes ved lige i al evighed. I dag er det meste af templet væk, men arkæologiske udgravninger de senere år har bragt mange nye fund op til overfladen.

Selvom de er store, kan Memnonkolosserne nemt forsvinde i den enorme mængde af oplevelser, den rejsende kan finde på Luxors vestlige side. Her er grave til konger, dronninger, embedsmænd og håndværkere. Her er store templer, der stadig står med knejsende pyloner (indgangsporte) og høje søjler.

Luxor Vestbred
Kolosserne ligger på Vestbredden i Luxor, som også har flere små landsbyer. Landsbyerne er endnu mindre end de var for bare ti år siden. Myndighederne har fjernet adskillige huse og genhuset beboerne i nye landsbyer længere væk. Det har man gjort for at få adgang til blandt andet grave, som lå under husene.

Du kan ikke engang komme helt tæt på kolosserne, der er 18 m høje, eller vandre rundt i den arkæologiske udgravning. Faktisk er du ved det, der lidt nedladende kaldes et fotostop. Her hopper du af cyklen, af hesten, ud af turbussen eller ud af taxaen på parkeringspladsen foran kolosserne, knipser nogle billeder og tager videre til andre seværdigheder.

Arkæologiske udgravninger

Selvom du ikke kan komme ind til udgravningerne, er det alligevel muligt at se nogle af de mange ting, arkæologerne de sidste 10-15 år har gravet op fra jorden bag kolosserne. Søjlestumper og fundamenter kan ses rundt omkring. Det er dog “nye” kolosser, fundet i flere stykker og sat sammen, som er mest imponerende. Der er også fundet utallige statuer af den ægyptiske løvegudinde Sakhmet. To nye, stående kolosser af farao Amenhotep III er rejst lidt mod nord. De kan ses, hvis man kører over mod Ramses II’s tempel Ramesseum.

img_9642
De stående kolosser, der er stillet op ved Ramesseum.

Hvem forestiller kolosserne?

Som sagt flankerede kolosserne indgangen til farao Amenhotep III’s tempel. Amenhotep III regerede i Ægypten fra 1391 – 1353 f. Kr., og regnes for en af det gamle Ægyptens største konger. Hver farao fra ca. år 1070 til år 1550 f. Kr. byggede et tempel til sit eget minde på Luxors vestbred. Mange af dem er forsvundet helt eller delvist for længe siden. Amenhotep III’s tempel har været oversvømmet igennem århundreder, og de faraoner, der efterfulgte ham, brugte også stenene fra hans tempel til deres egne templer. Når man ser nogle af de bevarede templer, for eksempel det, som Ramses III byggede (Medinet Habu-templet), er det lidt vildt at forestille sig, at Amenhotep III’s tempel har været ligeså stort eller måske endda større. I dag er det jo blot en ruin.

Hvorfor kaldes kolosserne for Memnon?

Længe efter de ægyptiske faraoners tid, da romerne havde erobret Ægypten, var kolosserne en turistattraktion. På grund af jordskælv, der havde slået en revne i den ene statue, kunne det om morgenen, når solen stod op, lyde som om den revnede statue “sang”. Morgenrøden, Eos, havde en søn, Memon, og derfor blev det til, at statuerne forestillede Memnon, som “sang” om morgenen, når han kunne se sin mor. Og navnet har altså hængt ved til i dag.